Dramatisk sidste DS kamp i Nymosen 2020!
GVI hev sejren hjem på 3-2 med et flot afgørende mål
Det er, lad os være ærlige, sindssyge dage på grund af Corona. Dagens kamp lå i skyggen af en trist udmelding fra myndighederne - faktisk var dagens kamp nok den sidste i 2020 i DS, hvis restriktionerne holder, og der ikke sker noget andet.
Der var meget på spil for begge hold. GVI skulle vinde for at holde fast i toppen, hvor de sidste resultater har krænget mod midten, og gæsterne fra Roskilde skulle væk fra bunden. Kampen startede tæt, meget spil på midten og lige. Alligevel lykkedes det gæsterne efter 13. minut at udnytte en forholdsvis løs chance, hvor returbolden gav chance til mål. Scoring Roskilde og 0-1.
Efter scoringen havde begge hold svært ved at få kontrol, men som halvlegen skred frem, blev hjemmeholdet mere og mere spilstyrende, og pressede Roskilde længere tilbage. Der var dog ikke mange chancer. Roskilde blev presset længere tilbage og spillede kontra-fodbold, og kampbilledet blev reelt den sidste del af 1. halvleg det som det var - top mod bund. Tålmodighed og koncentration blev kodeordet for GVI, og så til sidst belønning , hurigt taget frispark fra egen banehalvdel, og scoring ved - hvem ellers - Veltz. 1-1 og pause.
Der kom en flok koncentrerede spillere ud efter pausen, måske den sidste i 2020. Lad os bare slå fast, der er en bomber i GVI i år, og det er Veltz. Efter 3 minutter frispilning, og 2-1, på et iskoldt tørt hug. Efter scoringen reagerede gæsterne med kort pres, og 2-1 er åbenbart en farlig føring for efter en halv time, scoring til gæsterne til 2-2. Nu var kampen åben, og Roskilde kørte på og fortsatte, afløst af kontrastød fra hjemmeholdet.
I de sidste 20 min. begyndte GVI at få mere fat, med flere chancer og afslutninger indenfor rammen. De sidste 10 min endte i stort pres fra hjemmeholdet med chance på chance. Fortjent kom belønningen 5 minutter før tid, 3-2 ved Mads Hashiba.
En vigtig sejr, hvor vi nok desværre kigger ind i en lang vinter uden kampe. Det luner trods alt at have en god præstation at kigge tilbage på, i en alt for spændende tid.