Kontingentforhøjelse GVI fra 1/5 2019
Vi har I GVI’s bestyrelse konstateret, at vi står foran en skillevej med vores børne- og ungdomsfodbold. Det er valget mellem en foreningsdrevet klub, eller en model hvor vi som klub også har halvtidsansatte der står for at strukturere børne- og ungdomsfodbolden i GVI, samtidig med at de også står for sparringen af vores trænere ude på banerne.
Vi er ikke i tvivl om, at det er den sidste model der er den bæredygtige for en klub som GVI, og kontingentforhøjelsen blev vedtaget torsdag 11/4 på vores ekstraordinære generalforsamling.
Kontingentstigning bliver et basiskontingent på 50 kroner månedligt som betales af alle aktive fodboldspillere i GVI hver måned, ud over det normale kontingent som fortsætter uændret kvartalsvis eller halvårligt alt efter holdtype.
Vi håber og tror på, at vores medlemmer vil være med til at løfte vores børne- og ungdomsfodbold i flok til gavn for alle i klubben, så vi kan skrue op for bedre træning og bedre faciliteter allerede her i 2019, hvor vi jo heller ikke skal glemme, at der er en ny kunstbane på vej.
GVI Basiskontingent går bl.a. til følgende:
- Coaching på sidelinjen U5-U12 – Vi udvikler i fællesskab vores trænere ved at være på sidelinjen til så mange gange træning som muligt. Projekt bedre børnemiljø.
- Hjælp til vores trænere til strukturering af børnetræningen. Det vil sige periodiseret træning ud fra klare aldersrelateret retningslinjer helt fra U5 op til U15. Herunder udsendes ugentlige træningsprogrammer til vores trænere.
- Halvtidsansættelse, Kristian Boye, Projekt bedre børnemiljø U5 til U12 og Ken Jeppesen, halvtidsansat som Børnetræneransvarlig U10 til U12 og ungdomstræneransvarlig U13 til U15.
- Et organisationsprogram tilbydes alle trænere, så de kan i samarbejde med GVI kan organisere træning, notere spillerudvikling, lave videoanalyser og meget mere.
- Uddannelse, uddannelse, uddannelse. Vi sætter tempoet op på vores træneres uddannelse og det gælder også vores forældretrænere som vi gerne vil have så uddannet som muligt på DBU kurser.
- Ny kunst kommer til næste vintersæson. Vi får brug for indkøb af flere mål til kunstbaner, da der er forskel på mål på græs og mål på kunst. Med en ekstra bane kommer der også øgede udgifter til vedligeholdelse til den ekstra kunstbane.
- Oprustning og opgradering af vores træningsgear i skuret. Det kan godt stå meget skarpere. Flere versioner af bander, plastic mænd, skillz- ting, stiger osv.