Menu

Ehlers matchvinder i Nymosen

image
Kenneth Mortensen
31. oktober 2018 kl. 20:19

GVI fordoblede lørdag pointscoren i Danmarksseriens pulje 1 med en sejr på 2-1 hjemme over en på papiret svær modstander fra Herlev. Heldigvis er ingen stærkere, end at de kan komme ned med nakken i Nymosen, og sådan sluttede det da også, da indskiftede Patrick Ehlers med to fantastiske scoringer fik lukket op for en ellers ganske chanceløs affære. 2-1 stod der til GVI på den nye lystavle efter slutfløjt, og Vangedes DS-drenge har maksimum seks point efter de to første runder.

Herlev var på forhånd noteret som en svær modstander efter en stærk sæson i DS pulje 1 i sidste sæson, og GVI fik da også den værste tænkelige start i sæsonens første hjemmekamp. Der var vel knap nok spillet to minutter før en dødbold i Herlevs ende blev vekslet til et giftigt kontraangreb via en kikset clearing, og så stod det 0-1. Få minutter senere var den gal igen, og der var bekymrede miner uden for banderne i Nymosen.

Heldigvis viste det sig, at GVI bare lige skulle have rystet chokket af sig. Stille og roligt fik de arbejdet sig ind i kampen og sad på det meste, men dog uden den afgørende kvalitet i indllæg og chanceproduktionen. Sådan fortsatte det også i anden halvleg, og selv om Herlev ikke ville særligt meget, så lignede det en match hvor vi skulle være heldige, hvis det bare skulle blive til et enkelt point. Presset blev hårdere og hårdere på Herlev, men de blev omvendt også farligere og farligere på deres sporadiske omstillingsangreb. Her kan vi takke keeper Mikkel Gram-Jensen for virkeligt gode aktioner.

Mod slutningen af kampen blev Patrick Ehlers så sendt på banen i angrebet, og mon ikke opgaven lød på at der skal scores nu. Hvis det var det, så løste han det til højeste karakter på skalaen for på få minutter viste han det, vi allerede vidste, at han er lynende farlig, hvis han får chancen foran mål. Først udligner Patrick Ehlers på et gyldent indlæg fra Matin Husani, og jublen havde dårligt lagt sig, før bolden igen lå i netmaskerne signeret af Patrick Ehlers. 2-1 til GVI med et lille kvarter tilbage, så var alt pludselig vendt på hovedet, og Herlev fik aldrig for alvor kæmpet sig tilbage i kampen.

Vi skal nok have fat i statistikkere for at finde ud af, hvornår vi sidst har indledt en sæson med seks point for to kampe, men det er gode point i banken i en stærkt besat DS pulje. Allerede næste uge venter en svær opgave ude mod Holbæk lørdag 18/8 på SuRi Park i Holbæk med kampstart 14.00. Forza GVI

Vi bruger cookies på vores hjemmeside for at sikre, at du får den bedst mulige oplevelse, når du besøger vores hjemmeside. Hvis du ikke ønsker at acceptere vores brug af cookies, kan du blot lukke denne besked. Vær venligst opmærksom på at dette dog vil udelukke visse funktionaliteter på vores hjemmeside.
Luk