INVESTERING I FREMTIDEN
I GVI er det slut med forældre og holdledere, som dømmer 7 og 8-mandskampe i børnefodbolden. DBU´s kamplederuddannelse er blevet integreret i ungdomsafdelingen og spillere fra U14 og U15 dømmer nu alle børnekampe og 11-mandskampe, som ikke er dommerpåsat af DBU København.
Den strategi har en række fordele, for ved at lade de unge dømme kampene i stedet for forældrene tør de nu at komme til kampene, uden frygt for at blive prikket på skulderen, fortæller klubbens administrator Poul Bonde med et smil.
-Jeg tror både børn og forældre er glade for den her løsning. Mange af dem opfatter kamplederne som rigtige dommere, når de står i det sorte tøj og har en naturlig autoritet og erfaring med at dømme, fortæller Poul Bonde.
Arbejder med klub-dna
I GVI oplever man, at de unge er meget optaget af at dømme retfærdigt, ligesom de opbygger en god rutine fra de mange kampe. Men det allervigtigste er relationen til de andre hold og trænere, som er med til at skabe en stærkere klubkultur og få de unge til at deltage i klublivet. Det handler om at vise dem forskellige sider af fodbolden, så de måske får mod på at bidrage til det frivillige arbejde i fremtiden.
-Vi forsøger hele tiden at præge de unge med vores klub-dna, og det her initiativ er en vigtig del af den strategi. Vi har 12 spillere fra vores årgang 2002, som agerer hjælpetrænere og kampledere ved siden af deres fodboldtræning, forklarer Poul Bonde
Gode lommepenge
For de unge i GVI er kamplederrollen en sjov og lærerig udfordring, der giver bedre forståelse for spillet, konkret erfaring med at ”stå op” over for forældre og trænere samt gode lommepenge.
-Vi har valgt at give dem 100 kr. pr. gang og på den måde er det et fint alternativ til at gå med aviser eller have et andet fritidsjob, mener Poul Bonde.
De unge kampledere medgiver, at det været en anderledes oplevelse at komme over på den anden side og forvalte fodboldloven. De skal både tackle kommentarer fra forældre, trænere og finde deres egen linje i kampene.
-Hvis der kommer kommentarer til mig inde på banen så siger jeg til dem, at de skal lade være med at brokke sig og spille fodbold. Det går som regel nemt, men man kan godt mærke, at det er lidt anderledes omkring førsteholdene, fortæller Noah Rosenkilde Jönsson, som spiller på GVI´s U15-hold.
Personlig udvikling er en anden sidegevinst ved rollen som kampleder. De unge får konkret erfaring med at stå ved beslutninger og valg, når de skal håndtere lederrollen og udvise autoritet i et trygt miljø.
-Hvis man har dømt forkert og lavet en fejl, så kan det være svært at komme videre. Der skal man lige hanke lidt op i sig selv og holde fast i at man dømmer ud fra det man har set, lyder det reflekterende fra Mikkel Juhl Foghsgaard, der er holdkammerat med Noah.
Ressourcer er givet godt ud
Poul Bonde og GVI bruger en del tid på logistikken omkring kamplederne, fordi det hele skal koordineres med deres egne kampe og fritid. Den tid er dog givet godt ud, for serviceniveauet over for spillere, trænere og modstanderholdene er blevet løftet markant for et relativ beskedent beløb.
- Vi ser det som en investering og ikke som en udgift, forklarer Poul Bonde, som i 2017 har fundet kampledere til over 200 B&U-kampe i GVI.
En af de ting, som bare skal fungere er udbetaling af honorar og overholdelse af aftaler. Hidtil har klubben kun haft en udeblivelse, hvor en kampleder udeblev og fra klubbens side er man også meget bevidste om at sende en påmindelse dagen før kampene og generelt sørge for at alt er optimeret, så det bliver en effektiv og god oplevelse for alle.
-Jeg sørger altid for at spillerne får pengene en halv time efter de har dømt kampen via Mobile Pay. De skal kunne mærke, at der er en belønning med det samme. Det er vigtigt, at de ikke skal ned i klubhuset og spørge efter pengene, for det kan være grænseoverskridende for dem, forklarer Poul Bonde, som mener at et lille honorar er afgørende, hvis man vil kopiere modellen i andre klubber.
I GVI håber man, at de mange kampledere på sigt kan få så meget smag på kamplederrollen, at de får lyst til at tage en DBU Dommeruddannelse. Et håb man også deler i DBU København.
-I Bestyrelsen er dommerrekruttering et vigtigt strategisk indsatsområde. Vi har brug for flere dommere i København og det er vores håb, at gratis kamplederkurser kan få nogle unge til at overveje dommerfaget, forklarer bestyrelsesmedlem og formand for DBU Københavns dommerudvalg, Kasper Darfelt.
Siden 2016 har DBU København tilbudt gratis kamplederkurser til ungdomshold under DBU København. Hvis din klub ønsker et 3-timers kamplederkursus bedes I kontakte DBU København ved Kenneth Egeberg, kege@dbukoebenhavn.dk